Storjohann

Det havde været ham [Storjohann] en stor Glæde at erfare, at Hovedbestyrelsen havde havt Frimodighed og Kraft til at fraraade, at Kvinder gaves Adgang til at deltage i Generalforsamlingens Forhandlinger. Efter [Storjohanns] Mening stred denne reform ligefrem mod Guds Ord (1. Kor. 14, 34 flg. «Ligesom i alle de Helliges Menigheder, skal eders Kvinder tie i Menigheds-Samlingene: thi det tillades dem ikke at tale, men skal underordne sig, som ogsaa Loven siger. Men vil de faa Rede paa noget, da skal de spørge sine egne Mænd hjemme; thi det sømmer sig ikke for en Kvinde at tale i Menigheds-Samling.») Til Ære for Kvinderne maatte det siges, at de ikke didtil havde stillet noget Krav om at faa tale i Forsamlingerne, og man fik da haabe, det heller ikke vilde ske i Fremtiden. Kvinderne havede Talegaver nok; fra den Side var der intet i Veien for, at de ogsaa kunde træde op og holde Bibellæsning ligesaa godt som en Mand. Men Kvinderne var ikke saaledes konstruerede, at de taalte at træde offentlig op. OM KVINDERS VALGBARHED TIL FORENINGENS GENERALFORSAMLINGER, REFERAT AF FORHANDLINGERNE VED DEN 15DE GENERALFORSAMLING I KRISTIANIA FRA 12. TIL 15. OKTOBER 1905